RADIOREKLAME

Det kan betale sig, at stræbe efter det bedste. Naturligvis skal der vælges de rigtige stemmer og i det hele taget kæles for detaljerne, men det hjælper ikke noget, hvis den grundlæggende idé er forkert eller ikke til stede.

VÆR KLAR TIL MODSPIL

Når du taler med Radioguru, bør du derfor være forberedt på at få modspil. Mange siger “kunden har altid ret”, men det princip hylder jeg ikke. For kvalitet betaler sig, og jeg vil altid kæmpe for den. Jeg vil kæmpe mod radioreklamer, der bryder nogle af De Syv Dødssynder.

“REKLAMSK”

Man hører en speaker, der taler ”reklamsk”. Det er den der lidt overgearede, unaturlige, overfriske måde at tale på – som bare er så irriterende at lytte til. Det er en meget dum idé at fjerne sig fra lytterne ved at tale på denne overfladiske måde. Vi taler personligt til lytterne, og vil forsøge at overbevise dem om at det er en god idé at købe vores produkt, serviceydelse eller holdning.

Se vejledende priser her

Og når vi taler reklamsk, så holder vi et stort blinkende neonskilt op foran dem, hvor der står: ”Dette er en radioreklame. Luk ørerne. Du behøver ikke at høre efter. Der kommer musik igen om lidt”. Det er jo ikke ligefrem det, vi ønsker med vores radioreklamer.


SPOTLÆNGDE

Alt for ofte er annoncørerne alt for fokuserede på, at radioreklamerne skal være korte. Noget af det værste, du kan sige til mig, er ”gå nu hjem og få en 20 sekunders idé”. For hvis man på forhånd er låst fast på at et radiospot skal have en bestemt længde fraskriver man sig måske for en god idé. Jeg siger ikke, at det altid bliver bedre af at være længere, og naturligvis skal man gøre, hvad man kan for at det bliver så kort og præcist som muligt, men ofte er det en god idé at tage sig den tid, der skal til for at fange folk ind og få dem til at lytte efter.


HOLD IKKE TALE OM DIG SELV

I stedet risikerer man at overtræde endnu en dødssynd, nemlig at man kun holder en tale om sig selv fra start til slut. For lytterne går ikke derhjemme i åndeløs spænding og venter på at høre, hvad du har at sige om dig selv og dine produkter. Lytterne er desværre ret ligeglade med, at du gerne vil sælge en plæneklipper. De er kun interesseret i, hvordan din plæneklipper kan gøre deres liv nemmere og deres græsplæne pænere.

Der findes en uskrevet aftale mellem annoncøren og forbrugeren (budskabsmodtageren), der går ud på, at hvis vi skal have nogen til at bruge tid på vores reklamebudskab, som dybest set ikke interesserer dem, så skal vi betale dem på en eller anden måde. Og den bedste betaling, vi kan give, er gode oplevelser.

Hvis vi blot stiller os op på en sæbekasse og holder en hjernedød enetale om os selv og vores produkt, så respekterer vi ikke denne uskrevne aftale.Underhold dem, få dem til at grine, bevæg dem, giv dem noget nyttig viden, noget de ikke vidste i forvejen.


FLERE GODE RÅD I POSEN

Der er mange andre ting, du bør være opmærksom på. Men det er jo det, jeg er her for. Jeg guider dig sikkert i havn, så du får radioreklamer, der både er til at holde ud at lytte til, og som giver resultater for din forretning. Start eventuelt med at lytte til Radioguru Podcast, der er spækket med gode råd. Ganske gratis.


HAR DU BRUG FOR FØRSTEHJÆLP?

I mange år har bureauer brugt mig som deres forlængede arm og siger: “Vi er i gang med at arbejde på et radiooplæg, og vil gerne høre din mening”.

Andre er simpelthen gået i stå, eller kan ikke bryde “den blanke skærms forbandelse”. Også her kan Radioguru hjælpe. Benyt dig af denne service, som er ganske gratis, hvis kampagnen af den ene eller anden grunde ikke skulle blive til noget.


PRODUKTIONEN TRIN FOR TRIN

Radioguru fører dig sikkert igennem radioproduktionens faser, for det kan være svært at overskue processen. Klik her for “radioreklame trin for trin”.